Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Flensburg Handewitt

  • Håndbold-lørdag
    11-03-2012
    Det har udviklet sig til en hel håndbolduge.   Lørdag var vi med den lokale håndboldklub på tur til Flensborg, hvor vi i den imponerende Campus Halle så lokalbraget mellem Flensburg Handewitt og naboerne fra Hamburger Sports Verein. Begge hold med danskere på holdet, Hamburg med Hans Lindberg, medens Flensburg kan mønstre en hel håndfuld i skikkelse af Thomas Mogensen, Lasse Svan Hansen, Michael Knudsen, Anders Eggert og Søren Rasmussen.   Stemningen i Campus Halle er helt enestående, specielt på nordtribunen, hvor vi stod med de lokale hardcore fans. Modsat mindre grupper af danske fodboldtilskuere, kan man her tale om ægte fans, som skaber en forrygende stemning under ordnede forhold. Man kan roligt tage sine børn med til håndbold i Hôlle Nord. Sang, trommer og håndboldbegejstring kendetegner stemningen, som denne martslørdag ikke blev ringere af, at hamburgerne blev sendt hjem med et nederlag på 36-30.   Efter kampen hilser hjemmeholdets spillere på publikum, og man slutter altid af ved nordtribunen, hvor spillerne sætter sig med ansigtet mod deres fans, medens en af spillerne kravler op på tribunen og styrer kampråbene med en megafon.   Afslutningsvis er der autografskrivning på banen, hvor spillerne igen tager sig god tid til at skrive på trøjer, bolde, programmer og halstørklæder - og blive fotograferet sammen med børn - og mødre (den sidste var til min kone!). På billedet herover er det dog min søn Thomas sammen med stregspilleren Michael V. Knudsen - det er Thomas til venstre....   Køreturen hjemover er slet ikke så lang, når man har sådan en oplevelse med i bagagen - sammen med de obligatoriske øl- og sodavandsdåserne fra helvedet i de tyske grænsekiosker!  

  • Stemning i Campushalle
    21-02-2011
    Søndag blev brugt til en tur syd for grænsen. Sammen med drengenes håndboldklub var vi i Campushalle i Flensborg for at se Champions Leauge håndbold mellem SG Flensburg Handewitt og spanske Ciudad Real. Med mange danskere på holdet, er Flensborg et spændende hold at se, og stemningen i Campushalle, „Hölle Nord" , var ganske forrygende. Sådan en bustur med så mange unge mennesker, og en del forældre, skal naturligvis den traditionelle tur omkring grænsekioskerne. Et sted, der får mit hjerte til at slå hurtigere og sveden til at pible frem. Jeg har det simplethen skidt med at gå rundt mellem folk, som dynger kassevis af øl, sodvand og slik på de overdimmensionerede indkøbsvogne. Jo vist, der er penge at spare, men jeg tror bare, at folk køber meget mere, end de reel har behov for i disse indkøbsmekkaer. bare fordi det er billigt. Men så billigt er det vel helle ikke. Går man efter de gode tilbud herhjemme, tror jeg såmænd nok man kan spare næsten det samme, uden at skulle bruge tid og brændstof på en tur til grænsen. Men tilbage til den imponerende Campushalle, som stod færdig i 2001 og har plads til 6500 tilskuere - og den er stort set fyldt op hver gang, SG spiller på hjemmebane. Specielt nordtribunen, som har ståpladser, skaber stemning. Det er her hardcore-fans har plads og skaber stemning med sange, klap, flag og bannere. Helt fantastisk bliver det, når de råber “Flensburg” og sydtribunen svarer igen med “Handewitt”. Trods skader hos Michael Knudsen og Thomas Mogensen var der stadig masser af dansk islæt til søndagens kamp: Lasse Boesen, Anders Eggert og Lasse Svan Hansen. Og de tre gjorde det sammen med den svenske målmand Dan Beutler ganske godt. 19 danske mål, 9 af Eggert, og et utal af redninger fra Beutler var med til at afgøre kampen, som SG efter en spændende afslutning vandt med 25-23. Efter kampen stillede spillerne velvilligt op til autografskrivning - sympatisk og fint, at man vil bruge tid på dem, der er med til at betale ens løn. Her kunne en dansk troubadur med efternavnet Larsen lære en del...  

 
 
Per Lyngby